Vedligeholdelse - stål | Gense

For at få fuld glæde af dit nye bestik er det vigtigt at behandle det korrekt. Denne vejledning giver gode råd til, hvordan bestik af rustfrit stål vedligeholdes, således at det bevarer sit flotte udseende i mange år frem. Rustfrit stål er i virkeligheden en betegnelse, som kan misforstås, da der ikke findes stållegeringer, der er 100 % resistente overfor de ydre påvirkninger, der kan frembringe rust. Rustfrit stål er en betegnelse for stål, der er rustbestandigt. Derfor er der nogle gode råd, man bør kende, før man tager sit nye bestik i brug.

Til bestikfremstilling findes to hovedlegeringer:

  • Kromnikkelstål - en legering af 18/8 eller 18/10, hvilket betyder at legeringen bl.a. består af 18% krom og 8-10% nikkel.
  • Kromstål - en legering uden nikkel, men med 12-14% krom.

Et knivblad, med kravet om god hærdning og dermed mulighed for at kunne slibes skarpt, er oftest lavet i kromstål. Du kan derfor opleve, at knivbladene er mere udsatte for flyverust end andre bestikdele. Såfremt knivbladet er udført i kromstål, er legeringen magnetisk. Jernholdigt vand kan bevirke, at der kan opstå rustpletter på bestikket, mens meget klorholdigt vand kan skade bestikkets beskyttende lag og give små pletter. Begge dele kan fjernes med stålpuds, blot man gør det straks efter pletterne konstateres.Stl

Inden det nye bestik tages i brug første gang, bør alle delene vaskes op i hånden. Dette sikrer at bestikket er 100% rent for produktionsstøv og lignende. Madsyrer, der findes i f.eks. ketchup, sennep, æg, citron m.m., kan angribe det rustfrie stål og danne rustpletter. Det anbefales derfor, at bestikket skylles af eller vaskes umiddelbart efter brug. Bestik bør ikke lægges i blød, da dette ligeledes kan skade bestikket. Endvidere bør man ikke anvende opvaskemidler, der indeholder klor, da dette også kan beskadige bestikket.

Opvaskemaskine

Placér altid bordknivene for sig selv i egen opvaskekurv, da klingen er udført i en mindre rustbestandig legering. Bestikket bør ikke stå længere tid uden at blive vasket af, og maskinen bør ikke fyldes så meget, at alle dele ikke kan skylles rene. Lige som ved afvaskning i hånden er det vigtigt, at undgå opvaskemidler der indeholder klor.

Endvidere er det meget vigtigt at følge doseringsvejledningen og benytte samme fabrikat afspændings- og opvaskemiddel. Umiddelbart efter opvask i maskine bør lågen åbnes, så fugten lukkes ud og bestikket tilføres ilt. Tør evt. bestikket af med en tør klud. Bestik med skaft af POM-plast tåler maskinopvask. Bestik med skaft af træ bør ikke vaskes i opvaskemaskinen.

Bestik bør pudses mindst 2 gange årligt med stålpudsemiddel. Således bevares bestikket smukt i mange år. Flyverust er små rustpartikler, der sætter sig på bestikket under opvask i maskine. Flyverust opstår, når i forvejen rustne artikler, ikke rustfrie ståltyper eller andre rustfrie ståltyper, sættes i maskinen sammen med det rustfrie bestik. Flyverust kan ligeledes opstå, hvis der er hul på en af trådkurvene i opvaskemaskinen, så metallet under plastbelægningen begynder at ruste. Problemet kan opstå, hvis der er en revne eller et hul i dette plastic, så jernet kommer i direkte forbindelse med vandet. Hermed dannes rust i en sådan form, at det er i stand til at ’flyve’ rundt i maskinen og sætte sig på bestikket, deraf navnet flyverust. Kontroller derfor trådkurvene i maskinen grundigt, og få dem eventuelt udskiftet eller repareret.

Problemet afhjælpes ved at rense maskinen. Endvidere skal flyverusten renses af, på de produkter hvor den har sat sig, inden de igen stilles i maskinen. Genses stålpuds fjerner rustpletter forårsaget af dette. Er der ikke hul på opvaskemaskinens trådkurve, kan flyverust skyldes, at der har været ikke rustfrie metaller i maskinen. Her skal man være opmærksom på, at visse køkkenredskaber fremstillet af jern - f.eks. en æggedeler eller strengen på en osteskærer - således også kan medføre flyverust i opvaskemaskinen. Er dette tilfældet skal opvaskemaskinen renses. Dette kan gøres gennem maskinens renseprogram. Endvidere tilbyder flere firmaer rense-tabs til netop dette formål. Kontakt derfor producenten af den pågældende opvaskemaskine, for rådgivning om hvorledes maskinen renses bedst.

Service

I enkelte tilfælde kan man komme ud for, at der opstår ridser eller sværtning på tallerkenerne. Forklaringen på dette er et resultat af modstridende forbrugerkrav. Bestikproducenterne ønsker, at kunne tilbyde bestik, der er så rustfrit som mulig for at undgå rust. Porcelænsproducenterne ønsker, at kunne tilbyde en så hård glasur som mulig for at undgå ridser. 18/8 og 18/10 rustfrit stål har en hårdhed på ca. 400 kp/mm2, og er den mest rustfrie legering. 13 % kromstål har en hårdhed på ca. 7-800 kp/mm2, hvilket er en mindre rustfri legering, men som skaber en bedre skæreegenskab. Glasur/porcelæn har en hårdhed på ca. 7-800 kp/mm2, blyfri glasur er en del hårdere. 18/8 stål kan sværte på blyfri glasur. 13 % kromstål sværter yderst sjældent.

Det vil sige:

  • En bordkniv med 18/8 eller 18/10 skaft og med en klinge af kromstål er en god kombination, men teknisk dyrere at producere.
  • En hård porcelænsbrænding medfører øgede problemer med hensyn til sorte streger. For at undgå sværtning/ridser må man således acceptere enten risikoen for ridser i glasuren eller risikoen for rustangreb på kromstål.

Ovenstående har relation til alle producenter af såvel porcelæn som bestik. Et godt råd i forbindelse med sværtning af porcelæn er at fjerne ’stregerne’ med skurepulver, wienerkalk eller et porcelænsviskelæder. Sværtning forekommer hyppigst ved brug af nyt 18/8 stål.